Der er generalt ikke mange grossere der bliver omplaceret, men enkelte må dog desværre skifte hjem pga. skilsmisse, hunde der ikke kan sammen, bolignød, allergi i familien ... m.m.
Her kan du hente hjælp, når du skal finde et nyt hjem til hunden:
Kontakt gerne opdrætteren. Hvis du har tillid til personen du oprindelig købte hunden af, så tag meget gerne kontakt til denne. Ofte er opdrætteren interesseret i at kende til hundens "skæbne". En del opdrættere betinger sig det ligefrem i salgskontrakten. Nogle opdrættere vil tilbyde at tage/købe hunden tilbage for et symbolsk beløb eller på en eller anden måde deltage i omplacering/formidling af hunden. Nogle tilbyder at huse hunden, hvis man står i en akut situation. Opdrætteren er dog ikke forpligtiget til at hjælpe.
Kontakt racens racerepræsentant. Se Kontakt-info her Så vil racerepræsentanten tilbyde at hjælpe med at formidle såvel unge, voksne og "senior" hunde. Det forudsættes dog at hunden har en DKK stamtavle, og at hunden er forsvarlig at sende videre til en ny familie..
Kontakt gerne grosserguiden. Jeg vil selvfølgelig også gerne hjælpe til, jeg kan tilbyde dig at tilføje din dejlige grosser her på siden, hvis hunden har en DKK stamtavle, og er forsvarlig at sende videre til en ny familie. Ring gerne på TLF 86 33 66 99 eller send mig en E-mail som fortæller lidt om "bamsen"
Venner og familie Hvis man blandt familie, venner eller kolleger, kan komme i kontakt med nogen der gerne vil overtage hunden, er det selvfølgelig også en mulighed.
tryk på hunden for at se om der evt. er grossere der søger nyt hjem.
Hvorfor skal hunden omplaceres? Når du skal finde et nyt hjem til hunden, har du en loyal oplysningspligt. Med det menes, at du ærligt skal oplyse alt der er relevant at vide omkring hundens baggrund, helbred og adfærd og lignende – både godt og skidt.
Hvis omplaceringen skyldes personlige årsager som eksempelvis skilsmisse, flytning eller allergi i familien, så fortæl det.
Hvis du har valgt en hunderace der er for stor eller har for stort behov for motion og træning end det du kan tilbyde mere, så fortæl det. Mange mennesker falder for en hund på grund af dens udseende, men kendskab til racens mentalitet er vigtigere end udseendet. Oplys så meget du ved om racen (og individets) behov og særpræg, og hjælp andre til ikke at begå samme fejltagelse.
Er der problemer ?
Hvis hunden har sundhedsmæssige problemer, skal du naturligvis oplyse om dette til evt. interesserede eller racerepræsentanten. Hvis hunden skal have et nyt hjem på grund af problemer der relaterer til dens adfærd, er det også vigtigt at fortælle ærligt om dette. Mange er villige til at yde en ekstra indsats for en "omplaceringshund", men de skal selvfølgelig have mulighed for at træffe et informeret valg.
I den forbindelse er det vigtigt at minde om, at det nogle hundeejere opfatter som "adfærdsproblemer" rent faktisk er helt almindelig hundeadfærd, der blot ikke passer ind i deres dagligdag (eks. at gø, løbe efter katte osv.) eller adfærd der kan ændres ved simpel træning og aktivering (grave, hoppe op, "stjæle" ting, osv.). Nogle hunde omplaceres på grund af ejers fejlhåndtering. Mange af disse "problemhunde" er derfor ikke "problemhunde" og kan få et godt hundeliv, hvis de blot kommer i "de rigtige hænder".
Hvis hunden har alvorligere problemer med separations angst, angst overfor børn/voksne, fyrværkeri, høje lyde eller lignende, eller hvis hunden har bidt mennesker (en enkelt gang) eller har flere katte på samvittigheden, skal man også oplyse ærligt om omstændighederne. Det er vigtigt, at den nye ejer er villig til at tage hånd om problemet - både af hensyn til omverdenen, men også af hensyn til hundens egen trivsel!
Nogle problemer kan desværre være så alvorlige (angst, aggressivitet), at det ikke er forsvarligt at sende hunden videre til en ny ejer. Hvis du er i tvivl om det er forsvarligt, så tag gerne en snak med egen dyrlæge, som har erfaring med adfærdsbehandling af hunde, inden du træffer din endelige beslutning.
Faktorer der kan have betydning for omplaceringen.. ?
Hundens alder kan have indflydelse på hvor nemt/svært den er at omplacere. Yngre hunde (under 3 år) er typisk lettere at finde nye hjem til.
Disse faktorer kan også være af stor betydning:
Er hunden venlig og omgængelig omkring fremmede børn og voksne?
Er hunden venlig og omgængelig omkring fremmede hunde og andre dyr?
Er hunden trænet? (Kender hunden sit navn? Kan den gå i line? Kan den "sit" og "dæk"?)
Er hunden vant til at være alene hjemme nogle timer?